Interview: Charles Ridley

Interview: Charles Ridley

Charles Ridley bliver interviewet af formanden for kranio sakral forbundet i Prag.
Forår 2017

Dansk oversættelse: Helle Charlotte Kjeldsen, august 2017

Om oversættelsen:
Der er ord og begreber som hører til BCT – den evolutionære model af biodynaisk kranio sakral terapi – som vi ikke endnu har bestemte ord for på dansk, men jeg oversætter dem alligevel, da de danske oversatte ord godt kan give en retnings linie for den dybere betydning. F.eks: ”Breath of Life” er oversat til ”Livets Åndedrag” som kan kaldes kraften bag selve livet, ”Tide” er oversat til ”Tidevand”, osv. Tidevandet her referer ikke nødvendigvis til havet, men til den bevægelse der også forekommer i havets tidevand.

Interviewet  

Interviewer:
Charles, du taler om den medicinske model og den evolutionære model af kranio sakral biodynamics. Hvad er forskellen mellem de to perspektiver?

Charles:
Der er flere forskelle mellem den medicinske model og den evolutionære model. I den medicinske model er der et sæt af metoder vi bruger. I den første metode i den medicinske model, gør vi klienten til objekt. Så vi iscensætter en dualitet i forholdet hvor vi er lægen/behandleren, og patienten/klienten er på briksen.
Og behandleren vil evaluere problemerne som er i klienten.
Og dernæst bliver der etableret en plan for at fixe, ordne og løse problemerne som bliver afdækket.
Så der er et forhold, hvor læge i forhold til patienten eller terapeut i forhold til klienten,  evaluerer og bedømmer – som regel ind i kroppen på patienten eller klienten, fra et kranio sakral perspektiv, og evaluerer det kranio sakrale system.
Og baseret på hvad der bliver fundet, udøver man kranielle teknikker for at balancere de ubalancer som bliver fundet.
Og sådan fungerer dén proces, men på et plan er der ingen garanti for at det virker.
Så i det evolutionære, fjerner man alt dette. Der er ingen objektivering. I stedet for at der er en behandler og en klient, adskilte, er der to mennesker som begge har den samme visdom i hver deres egen krop – ”The Breath Of Life” (Livets Åndedrag) i klientens krop, og i behandlerens krop – og ved berøring opstå der en proces, hvor der er kommunikation imellem visdommen i klientens krop og visdommen i behandlerens krop.
Og hvis behandleren er i sit eget indre og mærker deres egne indre sansede kvaliteter, så vil  han/hun  modtage informationerne direkte fra visdommen i klientens krop. Og dernæst, hvis man overgiver sig til det, denne proces indeni sig selv, bliver man guidet i sin berøring så der ikke er nogen på forhånd givet viden.
Der er ikke nogen plan på forhånd. Faktisk, under arbejdet og berøringen, ved du i virkeligheden ikke hvorfor du rører. Det ved du bagefter, fordi klienten rapporterer om hvad der skete; Udbyttet og fordelene, og hvad de fik ud af det.
Og så siger man: aha, okay, så det var DET der skete. Så det er retroperspektiv viden, med andre ord, bagefter at man gjort noget.
Og, den sidste ting er, at når man berører klienten efter den evolutionære model, er der ingen berøring med henblik på at gøre noget. Ingen berøring for at reparere/fixe, at forandre, at modificere… det er kun berøring. Og så, igennem berøringen og resonansen , bliver denne samtale skabt, og dernæst guidningen.

Interviewer:
Kan du fortælle os om, hvorfor orienteringen mod Sinus-Atrial Knuden er så vigtigt i dette arbejde?

Charles:
Ja, det er sådan at embryologisk set, på et tidligt tidspunkt da vi var meget små som et embryo, jeg kender ikke den eksakte dato, men tidligt, før der var organer, før der var et hjerte, omgav Sinus Knude cellerne hele embryoet. I bund og grund rundt i hele kanten af embryoet.
Og pulseringen af Sinus Knude cellerne skabte et felt, et pulserende felt, som, med andre ord, begyndte at skabe kroppen.
Så hjerte feltet – som faktisk udstråler og stammer fra Sinus knuden, skabte kroppen. Det samme hjertefelt, som, når du bliver født, bliver ældre og lever dit liv, styrer, opretholder og varetager kroppen; Hjerteslaget, blodet der flyder i årerne, leveren, nyrerne, PH-værdien, immunsystemet, hormonbalancen, nervesystemet, …..ja alting.
Alting bliver orkestreret af dette hjertefelt. Og, som du bliver ældre, omkring 9-10 års alderen og videre, er det den samme kraft som begynder at udvikle vores kapacitet til at tænke selv, at være bevidst om at tage noget og holde ved det, og udvikle et mål eller en plan, og opnå det i livet.
Og når så vi bliver en smule ældre igen, i 30’erne og 40’erne, bliver den kraft til den evolutionære styrke, og kraft som bringer os tilbage til et hele – helheden i os.
Så den kraft der skabte kroppen, opretholder og heler kroppen og udvikler vores bevidsthed, kommer fra udstrålingen fra Sinusknuden.
Så at  få adgang ind i DET er… du sidder dér, i sædet, i feltet som allerede ved hvad der foregår.
Evolutionær kranio sakral har adgang ind i det. Sutherland kaldte det for ”The Tide”: Tidevandet. Efter Sutherland, har de moderne tider udviklet nok information om, at Tidevandet faktisk er et udtryk for harmoni fra Sinus Knude feltet, det pulserende felt. 

Interviewer:
Er der andre basale principper i denne tilgang, som du har lyst til at nævne?

Charles:
Ja, nogle stykker. Én er: husk der er ingen objektivering. Så vi må være forsigtige, hvis vi allerede er uddannet i den medicinske model – selv den medicinske biodynamiske model. Sådan at vi ikke gør personen på briksen til objekt, at vi ikke gør dem til en særskilt person – derovre – at vi, som pratikere, ikke tror vi skal reparere, fixe nogen, baseret på nogen form for ”plan”. Og at det er på grund af vores berøring det bliver fixet.  -Og at det ikke er vores sansning af hvad der foregår med personen på briksen – deres processer, deres system, vi så baserer vores behandling på.
Det er noget vi ikke gør i biodynamics.
Så det er udfordrende , hvis vi allerede er uddannet i en medicinsk model, som de fleste af os jo er. Her ligger der en masse aflæring.
Ingen objektivering, ikke noget med selv at skabe noget FOR patienten eller personen på briksen – klienten. Men i stedet lade kraften indefra i klienten selv bestemme rum og plads, distancering, graden af rummelighed, ja, og selv alle grænserne.
Og alt vi gør er at forblive i og holde et rum, et sted, i vores indre og hvile i det sted, og lade de kvalitative sansninger bevæge og flytte os instinktivt.  På en måde, så vi ikke ved HVORFOR vi bliver bevæget og flyttet på, vi tillader det bare. Så det er sådan set bare… der er en masse understøtning at gøre.
Fra: ”Jeg er praktiserende. Jeg ved lige hvad jeg skal gøre. Jeg har færdigheder. Jeg er trænet i de færdigheder. Her er de færdigheder jeg vil tilføre/påføre. Klienterne bliver raske på grund af dem, og nu bruger jeg dem.”
Altså, alt det må bringes tilbage til et sted hvor ”Jeg ved ingenting.”

Jeg ved ikke hvordan en celle virker, hvordan kan jeg vide, hvordan en menneskekrop gjort af 50 trillioner celler virker? Jeg ved ikke, hvordan dette menneske har levet hele sit liv. Jeg ved ikke hvad de har brug for lige nu. Jeg ved ikke, hvad der er det næste der ligger til dem i deres evolution, det er ikke muligt for mig at vide noget af det. Så hvis jeg er tro mod det sande i denne situation, kan jeg imidlertid få adgang til noget der VAR der da personen blev født, har været der hele livet. Og det har en sekvens som nu, selv om jeg slet ikke er i berøring med personen, allerede venter på at tage plads.
Og vi kan kun støtte klienten ved vores egen afslappelse ind i visdommen. Og ved berøring slapper DE af, og forhåbentligt modtager og tillader de processen for sig selv. Og det kan så sætte en session i gang.

Interviewer:
Jeg ved at du også underviser dem, som ikke er uddannede i nogen form for osteopatisk eller kropsligt arbejde, så er det muligt for alle at lære, blive undervist eller at få noget fra denne tilgang?

Charles:
Hvis, -og jeg siger: hvis de er villige til at øve sig og praktisere, og de er modtagelige for praksisser, og de er disciplinerede omkring det at bruge dem, er det faktisk lettere for en person som aldrig er blevet trænet i den medicinske model tilgang, fordi de ikke har noget de først skal aflære.
Fordi, som (medicinsk) behandler, er det en vane. Før vi ved af det, rører vi ved personen og vi er INDE i kroppen på dem. Vi analyserer og læser dem. Vi klarer deres proces for dem.
Og intet af dét skal gøres (aflæres) med nogen der aldrig har berørt/behandlet. Så de kommer bare i ren uskyldighed.
En ny person, lærer disse principper med at afvente og holde ud i det indre rum, i ikke-gøren, og i, at være i kontakt med at de ikke behøver vide hvad de nu skal gøre, -uden forestilling om, hvad de nu skal gøre, eller hvad der sker i det hele taget. Og så, kan de på en måde gå dybere, hurtigere.
Sandheden er, at når en øvet praktiker har reduceret disse vaner med efferens som vi kalder det – efferens: at forlade min krop og mig selv som udøver og gå over i klientens krop… Når man holder op med det, får den øvede praktiker selvfølgelig flere færdigheder fordi de allerede ved hvordan man arbejder.
En ny person vil ikke have så mange færdigheder omkring kontakten, og være så afslappet og komfortabel, men når vi snakker dybde, så… det er faktisk meget dybt. 
Så det er meget tilfredsstillende at iagttage mennesker som aldrig har berørt før. Og det vi snakker om i den her lære, den her model, kommer frem i en helt ny person som aldrig har berørt før, du ved.. Det var forbavsende at opdage det. Det vidste jeg ikke på forhånd.

Interviewer:
Du snakker om, gradvist at bygge evnen op til at være nærværende og tilstedeværende, med de ting, der sker. Så hvorfor er det så vigtigt? Hvordan hjælper det?

Charles:
Ja, det er er et godt og raffineret spørgsmål, fordi dét der sker i dette arbejde – fordi det er en evolutionær model – er: Livets Åndedrag illuminerer, belyser bevidstheden, omkring de dele af os som har blokeret flowet af Livets Åndedrag i kroppen.
Ubevidst, fordi vi er kommet til skade psykisk eller fysisk, sårede og traumatiserede, så har vi udviklet en personlighed, en egostruktur som har komplekser og som har drivkræfter, og som slår tilbage, væk fra kraften og potensen i Livets Åndedrag. Og på godt og ondt begynder vi at åbne op for den kraft – den usvigelige kraft – og dele af os selv som er skjulte, begynder at vise sig.
Øvelsen består i at lære hvordan vi ER sammen med disse dele uden at løbe/flygte fra dem og uden at prøve at kontrollere dem og lukke ned for dem, blot være nærværende med dem. Og når vi så gør det med et stykke af os selv og vi har noget styrke til at være nærværende tilstede, så, fordi vi er stærkere, kommer den næste del op som så er endnu mere kraftfuld, og så må vi være med DEN del. Sådan bliver det ved, indtil vi har udviklet den her utrolige kapacitet til at være nærværende og tilstede, som faktisk er forberedelsen til det stille.. Det er så at sige øvelse til ”the real game”: det rigtige spil.
-Dét at møde de dele af os selv, og som et helt liv har blokeret for dette nærvær, tilstedeværelsen inden i os selv……
Når vi har så navigeret gennem nok af disse, begynder vi at stå ansigt til ansigt med KRAFTEN af Livets Åndedrag . Vi har brugt det meste af vores liv på at undertrykke denne kraft, holde den tilbage, holde den nede, og gemme den af vejen for os selv, og specielt fra andre mennesker. Og nu begynder den så at tone frem og komme op – og hvis vi ikke har udviklet nærværet, det urokkelige nærvær og musklerne til at bære nærværet, vil vi ikke kunne holde det ud. Og så vil vi forlade vores krop, eller lukke ned; Vi vil forsøge at kontrollere og undertrykke det, helt ligesom vi havde gjort med alle vores følelser og traumer.
Så at stå ansigt til ansigt med dig selv, du ved, dine egne stykker og dele som er opbygget gennem din livs biografi, din livshistorie, giver dig styrken til nærværet til at være i den sande kraft af Livets Åndedrag , og det er ekstremt overvældende for ego’et. 
Så dét er det vigtigste omkring at stå ansigt til ansigt med dig selv og den illuminerende, oplysende kvalitet af Livets Åndedrag.

Interviewer:
Er det muligt at fortælle kort om hvordan dette arbejde kan hjælpe klienter?

Charles:
Ja, fordi folk siger ”Men hvorfor ….. jamen du gør jo ingenting og der sker ingenting, du har ikke en plan for behandlingen. Du behandler jo ikke noget, så hvordan kan der ske noget med den her person? Hvad laver du? Du spilder din tid, deres penge" og alt det dér.
Men SUNDHED er en side effekt af evolution. Med andre ord, vi kan ikke udvikle os, før vi er sunde og raske. Alle de fragtmenterede dele fra vores traumer som er skjulte, er faktisk en del af det der er med til at gøre os syge, grunden til vi bliver syge, eller hvorfor vi har, citat: ”DIS- ease” (sygdom) eller sygdomme. 
Og husk, at den illuminerende kvalitet som er i Livets Åndedrag begynder at løsne op for disse skjulte, ubevidste processer; De er sædvanligvis emotionelle og psykologiske, som så kan blive fysiske. Dét og så det at vi kan hænde at komme til skade i en sports event, eller en bilulykke eller sådan noget.
Livets Åndedrag opbygger kroppens sundhed, sådan at vi kan stå imod kraften når selve Livets Åndedrag endelig kommer til syne og afslører sig fuldt ud.
Så, en klient kommer ind, og kommer ikke nødvendigvis for at lettelse af symptomer. Det er ikke engang sikkert at de nævner symptom lettelse, men mange, mange gange forsvinder symptomer som de ikke engang havde taget i betragtning som en del af det her. Og måske ved behandleren ikke noget om det, klienten nævner det ikke, og alligevel forsvinder symptomerne. Så på en måde er sundhed en DEL af det, men det er ikke fokus. Men sundhed er iboende i evolutionen.
Du kan ikke udvikle dig hvis du er i stykker. Det er simpelthen umuligt. Hvis du er itu og kun lige i stand til at fungere i livet, så kan du ikke udholde, stå imod, at være i og med Livets Åndedrag, og så beskytter du dig.
Livets Åndedrag handler ikke om at knække folk endnu mere, som allerede er knækket. Det handler om at bringe dem tilbage til helhed og funktionsdygtighed. Så dét er det, der sker i en session.
Og jeg har lært det – ikke fordi jeg vidste det på forhånd; Jeg har lært det igennem at tilbyde dette arbejde og at folks symptomer som de aldrig har nævnt, er forsvundet. Og jeg siger ”Wow”.

Interviewer:
Kan du give os nogle hints, som kan være brugbare i dagligdagen?

Charles:
Det er et stort emne, fordi som praktiker er det én ting at udøve denne praksis i klinikken. Og så slukker du for det hele når du kommer hjem, du ved – du bliver normal igen.
Det her arbejde er meget mere frugtbart, i den forstand at det er meget mere succesfuldt, når du tager disse praksisser med ind i dit personlige, private liv. Så du holder ikke op med at praktisere når du forlader en session.
Du orienterer dig stadig mod dit eget indre. Du lader stadig de indre kvalitative sansninger fra dit indre krops-rum guide dig, selv i forhold til det du spiser, hvor meget du laver, hvem du vælger at se og hvem du vælger fra, hvor lang tid du er til en fest, om du skal til fest, hvor meget søvn du får og så videre.
Så, du begynder at opdage de ting der lukker ned for din kontakt til de her indre kvalitative sansninger. Og du beslutter at du ikke længere vil gøre de ting der lukker din krop af for den kontakt. Det er én ting.
Og det er mere en daglig livsstil. Men alvorligt og ærligt talt, du er nødt til at begynde på en daglig praksis – meditations praksissen – som vi laver før berøring. Og hvis vi gør det hver eneste dag, behøver vi ikke engang tænke over, altså, hvordan får jeg det her til at fungere for mig selv? Hvordan opdager jeg en plan for at jeg kan blive i det? Guidningen viser det, fordi du begynder at mærke når du mister det, og du vil ikke miste det, og du siger ” lige et øjeblik – dét der vil jeg ikke gøre, for jeg véd hvad der sker”.
Specielt ud fra erfaring – fordi du ved det ikke i begyndelsen. Så går du f.eks ud og drikker for mange øl; Du får hovedpine og vågner midt om natten med hovedpine, og så skal du næste dag op og møde 5 mennesker med hovedpine – og så siger du: ”OK - Jeg skal drikke færre øl i aften når jeg skal i byen”. Og så kan du se hvor dine grænser ligger  - relateret til selve kroppen. 
Og det er selvfølgelig altid en øvelse. Men hvis vi vil holde det her levende i os selv, en ubrudt kontinuitet af kontakt, må vi tilpasse vores livsstil. Vi kan ikke bare leve tankeløst. Der er nødt til at være noget omtanke i hvordan vi lever, men baseret på hvad der bringer mere forbindelse i modsætning til hvad der ødelægger forbindelsen. Og så vælge: ”jeg vedligeholder forbindelsen, så det er min livsstil” Det er en personlig ting for alle.

Interviewer:
Og det er nyttigt og brugbart at lære vores klienter det?

Charles:
Tak. Jeg er så glad for at du bragte det på banen.
Med nogle klienter; Ikke nødvendigvis, fordi de er ikke rigtigt interesserede, og de vil bare gerne ligge der og få behandling/sessioner, og måske har de nogle symptomer de gerne vil have behandlet og sådan. Men med nogle mennesker, kan du mærke, at de virkelig gerne vil tage dette med ind i deres personlige liv.
Og faktisk, hvis vi ser dem mange gange nok over nok tid, vil næsten alle komme til det sted hvor de ”bliver” sammen med dette arbejde. Fordi dette arbejde er meget anderledes, fordi vi ikke spørger til symptomer: - hvad gør ondt, -hvad føles bedre, -hvordan har dit knæ det… og de ved at det ikke er den forreste kant, det primære af denne praksis.
Altså, vi giver dem som virkelig forstår dette, de samme praksisser, og så kan de arbejde med disse praksisser på briksen og blive mere og mere modtagelige for disse kraftfulde strømninger og bølger af Livets Åndedrag, og lære hvordan de ”er med” det der også kommer til overfladen i dem selv. Så praksis for udøveren er den samme som for klienten og det er derfor der ikke er behov for at gøre klienten til objekt. 
Det er 2 mennesker der følges ad på den samme sti og rejser sammen, mens de prøver på at forbinde sig med dette indre mysterium som er i os begge, og det er også udenom os begge. Og på den måde er der ingen grund til at sige: ”Jeg ved mere end dig” eller ”Du ved mere end mig.
Det er i sin enkelthed sådan, at vi går sammen ind i det her og forhåbentlig vil det hjælpe for os begge to. Fordi, du ved… Jeg vil lige sige én ting til: i en session får udøveren ligeså meget session som personen på briksen – klienten. De modtager begge en session, selv om ”giveren” får æren.

Interviewer:
Kan du fortælle, hvordan var din historie? Hvordan kom du ind i det her arbejde?

Charles:
Mig? Min personlige historie?

Interviewer:
Ja,… Din personlige historie.

Charles:
Mmmm. Det kunne blive langt, men jeg vil gøre det kort.
Elevator versionen. Altså, den først gang nogensinde jeg fik en kranio sakral session – da gjorde jeg det ikke på grund af symptomer. Jeg gik til det fordi en ven af mig som er øjenlæge, nævnte kranio sakral. Af én eller anden grund  - jeg havde aldrig hørt om det – blev jeg helt tændt. Jeg sagde ”what? Kranielt??” Og jeg slog det op og han gav mig nogle bøger.
Og så tog jeg hen og fik én kraniel behandling af en læge i Californien i 1973. Min bevidsthed blev udvidet i 30 dage. 
Og jeg blev endnu mere tændt og skør på den gode måde, og sagde ”jeg er nødt til at arbejde med dette. Jeg vil arbejde med dét her hele mit liv. Det ER min skæbne, at lære dette arbejde og tilbyde det til andre mennesker for at udvikle bevidstheden evulotionært. Og så fulgte naturligvis øvelsen og det praktiske i at praktisere, tjene pengene og betale studielånene og alt det dér. Så det evulotionære i det kom i baggrunden.
Men senere, 20 år senere eller deromkring, blev forbindelsen til det genskabt. I de 20 år med al øvelsen og træningen og frem indtil det tidspunkt, mistede jeg det på en måde, og jeg kunne MÆRKE at der var noget der trak sig i baggrunden, noget jeg savnede, men jeg kunne ikke forbinde mig med hvad det var. Og så til sidst, da jeg faktisk flyttede ud af New York og tilbage til Californien – og var nogle år i Californien, kom det hele tilbage og jeg tænkte: ”nåe ja, jeg har glemt det med det evolutionære.” Og så kom biodynamics. Og det der sandsynligvis skete, var at da biodynamics begyndte at dukke op, gik det op for mig: ”Yes! Det var jo derfor jeg begyndte på det her” men jeg havde haft glemt det i 20 år.
Og så begyndte jeg at skrive om mit arbejde – det her arbejde nu.
Som bogen ”STILLNESS” blev et resultat af. 

Interviewer:
Hvad var så meningen, pointen imellem biodynamics og evolutionært. Var det kun din idé, eller?

Charles:
Nej, nej. Det er en god pointe.
Når jeg arbejdede, kan jeg huske at jeg var i min klinik, og biodynamics – de større tidevand, bølgerne, og de større bevægelser - begyndte bare at tage plads: Den store lysende, udvidede tilstedeværelse eller væskeflow’et… – Og jeg tænkte… -og jeg havde aldrig læst noget eller set noget om dette….. Husker du jeg sagde at jeg var tændt og skør? Altså jeg troede VIRKELIG at jeg var blevet skør nu, fordi de her ting skete i klinikken som noget der var beslægtet med personen på briksen og mig selv, og personen fortalte også om det til mig, og jeg vidste ikke hvad der foregik. Jeg tænkte” Hvad er det der sker?” Jeg var meget forvirret. Og jeg var meget heldig med at have venner som var osteopater og som var trænede i biodynamics.
Så vi begyndte at udveksle behandlinger og snakke om hvad det var der skete, og så blev jeg ledt til Becker, og det senere Sutherland arbejde og Jim Jealous’ arbejde. Til sidst sagde jeg ”Aha, det her er allerede kortlagt” Men så slog det mig, at det er ikke kortlagt godt nok, fordi ingen… De her bøger fortæller os ikke rigtigt hvad der er mellem linierne.
Så jeg sagde ”Jeg vil skrive en bog” eller, ikke en bog, fordi jeg skrev ikke en bog. Jeg ville skrive workshop notater, for jeg ville undervise i det her. Jeg var allerede lærer. Og jeg ville skrive workshop notater til elever så de ikke blev forvirrede og fór vild, ligesom jeg . Og så begyndte jeg med notaterne, og bogen blev omsider udgivet. Så notaterne blev til en bog, og så….. Men jeg underviste allerede og arbejdede allerede med det her i klasseværelserne.  Jeg skrev på en måde notaterne for at forstærke det der skete på holdene, og det var sådan jeg fik ordene.
Ordene er baseret på de sansede, de følte beskrivelser, fordi selv da, tillod jeg ikke folk at bruge ordene: ”Fluid Tide” (væske - tidevand), ”Long Tide” (det lange tidevand), ”Dynamic Stillness” (dynamisk stilhed)– jeg vidste at det var en jargon.
Jeg fik folk til at tale i følte, mærkede termer: ”Jeg kan mærke flow. Jeg kan mærke det flimrer. Jeg føler udvidelse ud til horisonten” og så videre, men baseret på deres direkte oplevelse, og  ikke på ”Jeg kan mærke Long Tide” for det kan betyde mange ting. Og det er ikke engang sikkert at der ER Long Tide, de TROR bare at de kan mærke Long Tide. Og det var sådan det gik for sig.
De ville sige:” Jeg mærker Long Tide”, og jeg ville svare ”Nånå, fortæl mig om dét” og mange gange var det ikke Long Tide, det var bare noget lys. Lys kan forekomme, når opmærksomheden vendes ind i 3. Ventrikel. Og så siger du ”Ååh, Jeg er i Long Tide”.
Det er ikke nødvendigvis sandt. Så, det fik mig til at forlange at elever taler i sanset sprog, og beskriver det rum der er, og kvaliteterne i det rum. Og så kan vi sætte ordet på det bagefter, i stedet for at sætte ordet på og sige ” Åh ja, vi er i Long Tide, tak for det, fantastisk. ”
Og det er måske ikke sandt, og det opdagede jeg selvfølgelig i klasseværelset. Det er let at bruge en vending, og tro at det er sådan det er, bare fordi der er en lille smule bevis på at det er der.

Interviewer:
Hvordan er det med mennesker, som måske ikke ved noget om terapi, og som godt kunne tænke sig at komme – hvilke forandringer kan der komme i deres efter liv efter sessionerne og det at have flere sessioner?

Charles:
Det er et godt spørgsmål.
Så vi tager en uskyldig person der træder ind i dette arbejde, ikke?
De har ingen idé om hvad de kommer for. De TROR de kommer for kranio sakral terapi, ikke sandt. Det er det de tror. Men de er gjort opmærksomme før de kommer, sædvanligvis i en telefonsamtale eller en e-mail dialog, på at det her er en smule anderledes i forhold til symptom arbejde, ikke? Så de ved det er lidt anderledes, og de vil gerne. Også selv om de ikke ved hvad kranio sakral er. Den slags klient.
Det som ofte kommer til at ske, sker fordi de ikke har en masse forventninger. De vil gå ind i den direkte kontakt til kraften i Livets Åndedrag og de vil med det samme forstå. De siger ”det her er virkelig det jeg ledte efter, og jeg vidste ikke engang hvad jeg ledte efter.” Og nogen vil give udtryk efter sessionen: – de siger ”du véd, jeg sagde ikke det her til dig, men jeg kom faktisk på grund af min hovedpine. Men ved du hvad, det går op for mig nu, at min hovedpine ikke er så vigtig som det at forblive i kontakt med det jeg oplevede på briksen her”. Og så ved du at de allerede er I DET.
Hvis de kommer og siger ”Altså, jeg fortalte dig ikke om min hovedpine, og min hovedpine forsvandt ikke. Jeg er ikke tilfreds, og jeg kommer ikke tilbage.” Så véd du at de ikke tager arbejdet ind.
Og der er en ting man kan med folk som er uskyldige, og ikke ved hvorfor de kommer: Dét er at give dem en lille smule ”uddannelse” om forventninger. –Om at sætte forventningsniveauet ned, at være modtagelig, og så, at prøve at give lov til at det der sker bare får lov til at ske. Og det gør ingen skade at lære dem en lille smule, en lille del af praksissen  - bare orienteringen indad, og måske indre åndedræt; Ikke kompliceret men meget enkelt, og at sanse og lade følelser komme op og til overfladen; Lade tanker være der, og tillade processer der dukker op – kvaliteterne, substanserne – at være der.
Og de fleste mennesker forstår det  - de fleste. Og sandheden er så også … ikke alle. Nogle mennesker lægger sig ned og de får deres session, og de synes ikke der dukker noget op, eller træder noget frem. ”Var det sessionen? Var det DÈT?”
Og så er du nødt til at sige ”Ja, det var dét.”
Men det er et mismatch.
Så dette er ikke for hver eneste menneske der går på gaden og som kommer ind for at få en session.  Det er for folk som har en lille smule kendskab til sig selv. Og en masse nysgerrighed og længsel efter at vokse, at forbedre sig selv, at udvikle sig selv. Så vi er lidt i den anden ende af spektret af - undskyld formuleringen – kunde.
Vores kunder er mere i den ”udviklende” ende. Det kan være de allerede laver yoga, eller at de er involveret i nogle gode øvelses – programmer, eller at de er på en spirituel sti… at de mediterer og spiser sundt og godt og at de allerede er tunet ind på det. Og det er en lille smule ærgerligt at det ikke er for alle, men det er bare et faktum.
Kranio sakral er sandsynligvis ikke for alle, heller ikke den helt almindelige gammeldags medicinske model af kranio sakral. Og det her, er heller ikke for hver og én kranio skaral person.

Så vi er nødt til at forstå, at det her ikke er: ”vi healer alle levende mennesker”. Det tager kun virkelig tag i en person der har nået et vist niveau af udvikling, og som allerede er i ”takt” med sig selv. 
Det var et godt spørgsmål!

Interviewer:
Jeg har et personligt spørgsmål. Hvis jeg vil begynde at praktisere dette, og jeg vil arbejde efter denne model, vil mit system, min krop og mit sind begynde at fungere efter denne tilgang. Men hvad så, hvis jeg gerne vil arbejde med en person efter den medicinske tilgang, hvordan gør jeg så det, hvordan fungerer det??

Charles:
Rigtigt, rigtigt godt spørgsmål.
Og det gjorde jeg jo dengang tilbage i tiden, du ved, fordi i overgangsperioden er man nødt til det. Du kan ikke bare gå fra det ene til det andet, pludseligt. For det første, sulter du ihjel. Fordi de fleste mennesker i det arbejde vi laver før biodynamics, kommer for den medicinske model, fordi det er det vi tilbyder, ikke sandt – din hovedpine, symptomer, fordøjelse og hvad det nu kunne være. Sådan er det, og selv på vores hjemmeside står symptomerne beskrevet. Vi har været orienteret den vej og vores klienter har været orienteret den vej, og det har været sådan vi har arbejdet.
Og nu er vi så drejet 180 grader og er næsten i bakgear, og vi tilbyder noget som intet har at gøre med noget af det, altså det har det, men det er ikke det der er i fokus, ikke sandt?
Jeg mener, selvsagt går disse symptomer sikkert væk, ikke, men det SIGER vi ikke. 
Og sådan vil du kun arbejde med de mennesker – i den biodynamiske evolutionære model- som du tænker er klar til det.
Og så spørger du dem: ”kunne du tænke dig at prøve”. Og nogen siger du til:” Kunne du tænke dig at prøve 15 minutter af det her nye arbejde, som en del af en session?”
Det er én måde at gøre det på. En anden måde er at du spørger:” Kunne du tænke dig, næste gang du kommer, at prøve den her nye måde, og så bagefter fortælle mig hvordan det føltes for dig? Og så også fortælle, hvis du har lyst til at modtage én gang til eller ej, eller har lyst til at vende tilbage til den tidligere måde?”
Så det er sådan vi flytter klienten. Men jeg må advare dig.
Efter at GØRE tilstrækkelig længe på den her måde, bliver det over tid gradvist og forøget sværere at gå tilbage. Og i den sidste ende, kan du ikke. Men til den tid, vil de mennesker der vil have DENNE model af arbejdet – den evulotionære – have fyldt huller ud.
Mennesker der er til den medicinske model vil enten BLIVE, og fortsætte, og nye mennesker vil begynde at lytte, fordi de andre begynder at snakke,.. ”åh, wow – den her slags arbejde.. det er så fordelagtigt. Det er mere end bare min sundhed. Jeg føler virkelig at nogle af mine adfærdsmæssige mønstre forandrer sig, og jeg er ved at blive mit sande selv igen.” Du ved, Sådan noget.
Og så hører andre det, og folk kommer for at DET, så over tid KAN det faktisk blive til MERE af ikke-medicinsk, evulotionær tilnærmelse og mindre og mindre af medicinsk model, behandling og symptomer. Og på et tidspunkt bliver det næsten som om at du slet ikke kan gå tilbage, men det sker gradvist.
Jeg mener.. som underviser plejede jeg at undervise i begge dele. Jeg underviste i medicinsk model, funktionel kranio sakral, og bagefter tog jeg hen til et andet sted og underviste i biodynamics… To modsatte tilgange – fuldstændig modsatte, og det blev for smertefuldt. Jeg havde det sådan at jeg tog et sæt tøj på som var for lille, og strammede det til og gjorde det endnu mindre, for at undervise i den medicinske model. Og så bagefter tog jeg tøjsættet af og gik tilbage til friheden i den ikke-medicinske evulotionære model, og til syvende og sidst kunne jeg ikke tage sættet på og stramme det om mig selv. Så jeg måtte stoppe. Jeg kunne bare ikke. Det var simpelthen for smertefuldt.
Og det var heldigt, fordi dén overgang, selv med hensyn til undervisningen, var tilpas gradvis, for jeg havde masser af undervisningshold og arbejde som ikke påvirkede min indkomst, og det er en vigtig ting som udøver, hvis du lever fuldt ud af det. Man siger ikke bare ”HUG!” Og så sulter man i 6 mdr – det er der ingen mening i, så man er nødt til at gøre det til en gradvis vej.
Og din indre visdom vil hjælpe dig med at navigere i den proces, ligesom klienterne der kommer. Til sidst vil klienterne ikke have den medicinske model, de vil have den biodynamiske – HVIS det får tag i dem.

Interviewer:
Tak.

Charles:
Og jeg vil sige én ting til: Hvad gør du, når nogen ringer og vil have udført symptom arbejde?
-Du har din biodynamiske praksis, du er for enden af den gradvise vej og er nu mest biodynamisk, hvis ikke helt. Og folk ringer med deres hovedpiner, eller deres kroniske træthed, eller deres Epstein Barr, eller deres Lime’s sygdom, eller deres TJM, og du siger til dem: ”jeg kan ikke rigtigt adressere symptomerne direkte, men det er dét her jeg laver” og du giver dem en beskrivelse af dette arbejde, og de er stadig ikke interesseret.
Så giver jeg dem nogle navne på folk der er rigtigt gode til den medicinske model, og så tager de derhen.
Så du smider ikke folk ud. Du henviser dem, ligesom du ville gøre hvis du havde nogen der var psykotiske og de kom ind og sagde: ”Hey – jeg er psykotisk, og kan du”….. altså det ville de jo ikke sige, men du ved at du ikke er psykoterapeut, så du sender dem videre til en psykoterapeut, ikke? Så, jeg har nogle navne nu. Jeg vil faktisk være helt ærlig, jeg bruger biodynamiske osteopater fordi de arbejder efter den medicinske model, og de er meget kompetente og dygtige til det de laver: medicinsk model, biodynamisk – så jeg har 2-3 osteopater jeg henviser til. Og, det er det jeg gør.  

Login




PeakCounter