Hjem > Helle Charlottes Tænketank - Det store i det små - råt og usødet...........

Helle Charlottes Tænketank

Det store i det små - råt og usødet...........

2018-02-13

Ja, så er jeg her igen. Halløj.
Jeg har gjort mig mange tanker, og har reflekteret meget på det seneste. Jeg har jo lavet min ”tænketank” for netop at dele tanker og refleksioner. Og måske sætte gang i samme proces hos andre.
Denne gang griber jeg ikke til at dykke ned i evidens, empiri eller anden kildeangivelse. Denne gang er det råt for usødet direkte fra mig

Emnet er, som de andre gange, affødt af oplevelser indenfor mit fag: At arbejde med mennesker ud fra en alternativ vinkel. Bare fordi det er mit arbejde, betyder det ikke, at jeg hopper på hvad som helst.
Jeg kan huske, dengang i 1986 hvor jeg uddannede mig til FDZ Zoneterapeut hos Hanna og Jørgen Frydenlund. Uddannelsen var temmelig ny, og ét eller andet sted et opgør med, at alle og enhver der havde taget et weekendkursus i noget alternativt, kunne kalde sig zoneterapeut eller behandler med stort B.
Se, jeg er skruet sådan sammen, at jeg skal have belæg for at kalde mig dit eller dat. Min opfattelse er, at hvis jeg vil bemægtige mig en titel, ligger der en mængde forudgående tilegnelse af viden og erfaring før jeg kan bruge min titel. Jeg har altid gået med livrem og seler og været ydmyg, for jeg har godt vidst, at uanset hvad jeg kaster mig ud i, er der altid mere at finde, lære, erfare… Og hvornår er en titel berettiget?
I det etablerede uddannelsessystem, brugte jeg 3 ½ år på pædagoguddannelsen, efter at have arbejdet med mennesker i de forudgående 12-13 før jeg startede på uddannelsen. Efter endt uddannelse, kaldte jeg mig pædagog.
Da jeg efter to uddannelser af 5 års varighed i drama og musik fik mine uddannelsesbeviser, kaldte jeg mig ikke musikpædagog, for det kræver en fuldtidsuddannelse på konservatoriet. Jeg havde 3 års efteruddannelse på det konservatorie, men det ville være misvisende i min optik, at betitle mig med noget, jeg ikke var berettiget til. Så tog jeg diplomuddannelse i ledelse, men gør det mig til leder? Jeg har arbejdet som mellemleder i flere år og flere steder, men mest som den der skulle rydde op i de andres rod. Så min reelle arbejdsfunktion var nok mere ”skraldemand” eller måske endda skraldespand……. Og man kommer ingen vegne når man får overleveret en flok ledelsesresistente medarbejdere der i forvejen har meget dårlige erfaringer med ledere… Og i øvrigt ikke har rundsave på albuerne og ikke altid er enig som kommunens håndlanger.. Nok om det.
Det korte af det lange i den historie er, at jeg har arbejdet med mennesker i 35 år. Jeg har altid været god til læse mennesker, men jeg har samtidig altid understøttet alting med sober og nøgtern faglighed, og altid ud fra den vinkel, at jeg aldrig ved alting om alting, og at der er mange lag. Derfor kan jeg godt være sikker når jeg bruger clairvoyance og læser mennesker, men når jeg har arbejdet ind i faglige områder, har jeg altid været grundig i min faglige research. (der ligger faktisk også en faglighed i clairvoyance forståelsen)
Jeg har f.eks arbejdet med mennesker diagnosticeret med OCD. Derfor vækker det min store forundring, når en alternativ behandler slår stort op over det hele, at hun har helbredt en meget svær OCD ved at føre klienten tilbage til tidligere liv……. Det fortæller mig, at der er noget fuldstændig galt.
Der er forskel på ticks og OCD. Eller dét at udvikle en mild form for tvangspræget adfærd, fordi man på et tidspunkt i sit liv er følelsesmæssigt under pres. Og lige behøver et skub for at komme på ret kurs igen. Men der er mil imellem svær OCD og det der blev vist i forbindelse med den her behandler og hendes klient. OCD er en psykisk lidelse.
Det er så smagløst at fremstille sig som alternativ behandler der helbreder svære psykiske lidelser. Det fortæller i min optik, alt om seriøsiteten af behandleren. Ellers vil jeg da anbefale at denne behandler bliver ansat i psykiatrien, så patienterne her kan blive helbredt.
Behandleren har udviklet et meget unikt koncept, som denne arbejder og uddanner efter. Konceptet er så unikt, at der ikke findes magen til, hverken i DK eller udlandet. Dvs. at denne behandler er den eneste på Planeten Jorden, der har tænkt disse unikke tanker, der ligger til grund for konceptet.
Dernæst udgiver denne behandler en bog, hvori hun har samtaler med Gud. Så er vi ved at være der, jeg behøver vist ikke sige mere. Større bliver det ikke.

Nå. Nu skal jeg også opføre mig ordentligt. Vi er jo alle forskellige, og jeg er aldeles ikke perfekt. Derfor kan jeg jo godt undre mig her i min tænketank. Hvad gør jeg egentlig selv?
Når man vælger mig som behandler, gør jeg det, jeg kan. Om jeg taler med Gud, det kan da godt være, -jeg ved det ikke. Jeg bryder mig ikke om sensationer og storhed. Jeg dummer mig ligesom alle andre.

Jeg er zoneterapeut, jeg pendulerer, er clairvoyant, Bio mekanisk KranioSakral terapeut, BCT Practitioner, arbejder med krystaller, regressionsguide, læser i kort, mediterer, renser huse, er helt vildt sensitiv…. Og hvad så? Det er som det er. Jeg er som jeg er. Det behøver jeg ikke få storhedsvanvid over. Eller sætte alle mine i øvrigt fortræffelige og hårdt tilegnede kompetencer på en alen lang spiseseddel, hverken i fjernsynet eller andre steder for at påvise min unikke genialitet. Det betyder ikke, at jeg ikke er dygtig. Det betyder at jeg er naturligt ydmyg. Og jeg værdsætter værdier som etik og moral i sin rene betydning. Adfærd siger mere end 1000 ord…….
Apropos fjernsyn: For omkring et år tid siden, blev jeg ringet op af en caster. ”Hej, jeg ringer fra Danmark har Talent… Vi kunne godt tænke os at have et mere spirituelt indslag med i vores show… Jeg kan se at du læser i krystalkugle. Kunne du ikke tænke dig at komme til casting på showet?”
Her så jeg så på min indre lystavle, mig selv stå på scenen foran 4 dommere der skulle bedømme mig som en anden cirkusklovn med ”en stur, stur nummer”– samtidig med jeg skulle stå og læse om dommerne i kuglen. Jeg kunne mærke, at det skulle jeg ikke. Men jeg blev nysgerrig, så jeg spurgte den ellers søde pige i den anden ende af røret om, hvordan de forestillede sig at det skulle foregå, og forklarede hende at jeg synes det ville være dybt useriøst at udstille sine evner på den måde, og at det jo ville være utroligt let at sige noget om dommerne da det ville være meget let at indhente forhåndsviden om de kendte, på alle andre måder end ved klarsyn. ”Jo, men der er jo en dommer som er helt ukendt i den nye sæson, så kan du jo bare læse ham på dine to minutter…”
Jeg havde faktisk en længere samtale med hende den søde, hvor hun nysgerrigt spurgte ind til hvad det egentlig var jeg lavede, og jeg forklarede om seriøsiteten i mit arbejde. Hun takkede mange gange, da hun lagde på. Her skal det så også nævnes, at jeg takkede nej til casting men at jeg var sikker på at de nok skulle finde nogen, for der er altid nogen der gerne vil i fjernsynet eller være berømte.
Efterfølgende har jeg tænkt, at der selvfølgelig er flere lag i det her også; Men jeg kom i klar kontakt med dét lag der hedder, at jeg og mit fag blev defineret som værende i underholdningsbranchen lige dér. Og det er ikke sådan jeg ser mig selv. Jeg synes faktisk jeg blev puttet i en kasse jeg ikke hører til i. Er det sådan, den brede befolkning ser på mit fag? I så fald: Hvordan kan det være? Er det måske fordi nogen i faget ynder at blæse sig selv op i sensationens navn, (som f.eks eksemplet længere oppe i teksten) så dem, der råber højst og udnævner sig som universets største er dem, der også definerer faget som helhed? Det håber jeg ikke. Det er bare dem, der fylder det hele. Eller, forsøger at fylde det hele.

Og så lige et enkelt citat fra Kumbel:
”Dén Guds klarsyn falder på, ser det store i det små:”

Post Scriptum
Jeg er ikke på en mission. Jeg deler mine refleksioner. Og fordi jeg har været så mange år i faget som behandler og har stødt på så meget, er jeg blevet meget opmærksom på hvordan det er godt for mig, at navigere for ikke at blive taget ved næsen. Det er en broget branche…
Take care out there – it’s a jungle.

 

 

Login




PeakCounter