Sammenhæng og forbundethed

-At forstå sig selv som menneske i sammenhæng.

Kan vi følge med?
På trods af skærmindustrien og skærmkulturens indtog, Internettet, og at hastighed på digitale forbindelser er øget voldsomt over meget kort tid, øges ikke bevidstheden om menneskets dybde og basale behov for forbundethed uden skærmen som mellemled, med samme hast. Digitalindustrien udnytter menneskets tilpasningsevne i en sådan grad at vi glemmer hvad vi grundlæggende også er, og benytter sig af at vi som mennesker har et belønningssystem indbygget som en naturlig del af vores kemi.

Hastighed og hastigheden på informationer og digital kraft er blevet en dyd, og der lægges mere og mere til. Det er som vi er fanget i en centrifugalkraft af kollektivt selvsving. Og bevidstheden om hvad vi står i, bliver centrifugeret ud af os, som vandet i vasketøjet på 1600 omdrejninger.
Vi kan potentielt være i digital forbindelse med hele verden, hvis ellers der er Wifi.
De iboende dybe, basale og naturlige behov for nærhed, fysisk berøring, sansernes brug…. De behov får vi ikke dækket ved en hurtig forbindelse eller gennem skærmen på IPad’en, computeren eller telefonen. Vi kan få opfyldt øjeblikkets behov med stor hastighed hele tiden med spil, opslag, likes osv., men det er ikke på et dybt plan. Det er ligesom at holde varmen ved at tisse i bukserne. Det er det, vi står i. Det er det, vores børn står i. At bruge øjeblikkelig behovstilfredsstillelse til at navigere efter. I al hast.

I hastighedens navn, bliver mennesker dygtige til at surfe på overfladen. Det er som at opøve evnen til mental slalomkørsel på sort piste, eller køre vanvidskørsel på en motorvej. Det er forbundet med hormonet adrenalin, belønningshormoner og kemiske reaktioner i kroppen. Og derfor en vis form for afhængighedsskabende adfærd. Vi vil have spænding, og glemmer afspænding.
Jeg kan være bekymret for, om 24-7 tilgang til overfladisk stimuli af nerve- og sansesystem og dermed hormonsystem, definerer de generationer der er opdraget digitalt.
Mister mennesket den kontakt til sig selv, til den evne der gør os til levende mennesker, nemlig evnen til langsomhed, at mærke og håndtere vores følelser (selv de trælse), at trække vejret, at dvæle i stilhed og til tider kedsomhed? Den evne der gør at vi forbliver hele og har det godt i os selv og med vores omgivelser?

Hvis ikke vi skal miste den evne, kræver det at vi stiller os udenfor hastighedstyranniet. Står ud af centrifugen, selv om bare tanken kan gøre én svimmel. Det kræver mod at stå i den usikkerhed det giver, at stille sig uden for. Det stritter imod vores inderste natur, fordi ét af menneskets grundvilkår er, at vi dør hvis ikke vi er i social sammenhæng. Det er især klokkeklart lige efter fødslen hvor vi er prisgivet til nogen der beskytter os. Derfor er det en drivkraft, der hele livet leder os mod forbundethed. Derfor vil vi hellere gøre som alle de andre, være en del af og føle os ”inde i varmen”. Vi følger den stærke flokleder. Det handler på det dybeste, ofte ubevidste plan, om overlevelse.

 Vi har ikke en krop, Vi er krop.

Hvis vi ikke engang imellem er fuldstændig stille, udvikler vi ikke evnen til at lytte. Hverken til os selv eller andre. Hvis vi ikke er langsomme og i stand til at tage det roligt, kan vi ikke mærke hvornår det går stærkt. Hvis vi ikke keder os, opdager vi aldrig vores egne dybder – og ej heller andres. De dybder der rummer følelser og minder, og gør os i stand til autentisk forbundethed med vores omgivelser. Vi risikerer at miste sociale færdigheder, og så bliver vi ulykkelige.

Mennesket har brug for sammenhæng mellem hoved og krop. Og kroppen, kødet, er langsomt. Langsomt absorberende, langsomt fordøjende. Alt skal igennem vores fysiske og psykiske immunforsvar (som hænger sammen i kroppen.) Vi glemmer, at kroppen er ét stort levende sanseorgan, som har brug for bevægelse, ro, nærhed, fysisk berøring, kedsomhed, omsorg…. Vi er én hel krop som hænger sammen fra isse til fod og tilbage igen. Vi har en forestilling om, at hjernen er styrehuset, både for beslutninger, bevidsthed og identitet, og kroppen er et appendix. Men det er og bliver en forestilling.

Meget forenklet sagt, så er hjernen til for at filtrere de informationer og impulser kroppen giver og sender til hjernen – så vi f.eks ikke springer på folk hvis de ikke spiller efter vores klaver, og så vi kan berolige os selv og tælle til ti. Eller til for at lagre vores dårlige erfaringer, så vi ikke begår farlige handlinger igen og igen – ”med hovedet under armen”. Det går begge veje – hvis f.eks vi med lugtesansen konstaterer at noget mad lugter dårligt, holder vi os fra det.
Når vi mærker i dybden at vi hænger sammen som ét hele, når vi lader os informere direkte fra kroppen i samspil med den del af vores krop der hedder ”hjernen”, og bliver trygge i at bruge følelserne som navigationsapparat i stedet for at tro at de er vores delvist ukendte fjender vi skal bekæmpe eller dæmpe, så er der sammenhæng.
Så mærker vi sammenhæng – ikke bare i os selv men i alt, og os selv i forhold til alt.

Der åbnes døre og porte af bevidsthed, og hvis vi vil kan vi tillade alt at være der uden at vi behøver at holde krampagtigt fast, kæmpe og slås mod os selv, gamle mønstre og følelser, gamle historier, og selvbeskyttelse og skjold som efterhånden er blevet vores spændetrøje.
Kroppen er vores superintelligente tempel, vores hytte eller hule – og det største lager vi har af informationer om os selv, vores følelser og vores liv. Her kan vi hente selvforståelsen, og dermed forståelsen for alt det, vi gerne vil forstå – også i vores omgivelser, og forholde os til det; navigere efter det.

Menneskets krop er ikke digital eller styret gennem algoritmer. Den er alt det som skærm, sociale medier, og computerspilsindustrien IKKE er. Den er kaotisk og levende. Regenererende og selvstyrende. Og vi er, fra start til slut, fuldstændig hele i vores krop. Omgrænset og omsluttet af huden.

 

Min krop er min bolig.
Jeg lader ting tage tid.
Herfra forbinder jeg mig langsomt.
Trygt.
Jeg er ikke bange.
Jeg mærker mit indre og min egen dybde.
Jeg mærker livet bruse igennem mig.
Og overgiver mig.
Herfra forbinder jeg mig totalt.
Der findes ingen adskillelse.                                                                                   

-Helle Charlotte Kjeldsen, marts 2020

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.